Jeg vil gerne blive en del af holdet
bag Winni Grosbøll

Jeg stiller op til kommunalbestyrelsen, og jeg er folketingskandidat for Socialdemokratiet. Det gør jeg, fordi jeg synes, at politik er vigtigt og sjovt, og fordi jeg mener, jeg har noget at bidrage med. Bidrag som kan være til gavn for Bornholm, Danmark og Socialdemokratiet. Politik er meget vigtigere end mange måske går og tænker over til hverdag. Det er ikke politikerne, der skaber en god folkeskole, ældrepleje eller flere arbejdspladser. Det sker på skolerne, hjemme hos de ældre og i virksomhederne. Men det er politikerne, der skaber rammerne for, at det kan ske.

Som deltager i politiske processer i en stor del af mit liv som græsrod, embedsmand og lobbyist, har jeg set hvor stor en forskel politisk vilje og dygtige politikere kan gøre. Det arbejde har jeg fortsat lyst til at være en del af men nu som aktiv politiker.

Vi er privilegerede på Bornholm ved at have Winni Grosbøll som en meget dygtig borgmester og et stærkt hold for Socialdemokratiet i kommunalbestyrelsen. Det hold vil jeg gerne lægge mine kræfter i.

Bornholm har fantastiske muligheder

Bornholm er et fantastisk sted at bo, det er derfor jeg har valgt at bo her – siden 2009. Bornholm har muligheden for at blive ved med at være fantastisk og for at blive endnu bedre. Det er ikke umuligt for os at få en bedre skole, bedre ældrepleje, og flere arbejdspladser, men det er heller ikke let. Der er lav vækst i Danmark og meget lav vækst på de fleste af de markeder, vi handler på. Så vi kan ikke regne med, at resten af Danmark eller EU vil sende flere penge til Bornholm.

Det går rigtig godt på Bornholm. Vi har vist at vi kan klare os på de vilkår, vi har i dag. Og det skal vi blive endnu bedre til.

En stor del af de unge, der vokser op på øen, flytter herfra, når de skal studere eller have arbejde. Vi skal invitere disse unge til at flytte tilbage til øen, når de har en god uddannelse i bagagen, Vi skal skabe rammer for at tiltrække flere tilflyttere, hvis øen ikke skal affolkes.


Lars Goldschmidt

Politik skaber rammer for det gode liv

Landspolitikken sætter rammerne for transport til og fra Bornholm, rammer for dækning med mobilnet og bredbånd, rammer for vore skoler og ungdomsuddannelser og meget mere. Jeg vil kæmpe for, at Bornholm stilles bedst muligt i kampene om at fordele de begrænsede midler, der er.

Et ordentligt samfund

Politik er meget mere end at kæmpe for Bornholms interesser på og udenfor Bornholm. Politik handler om hvordan vi kan blive ved med at være et ordentligt og bæredygtigt samfund, når konkurrencen med resten af verden bliver hårdere og hårdere. Konkurrencen om arbejdspladser, om ressourcer og om at være et land, hvor mennesker har lyst til at bo.

Fra oprydning efter de borgerlige til opposition

Vores parti tog landspolitisk mange tæsk for at rydde op efter den forrige regering og har nu opgaven med at skabe resultater i opposition til et om muligt endnu svagere borgerligt sammenrend. Som lokalpolitikere for Socialdemokratiet på Bornholm har vi som borgmesterparti en stærk mulighed for at gøre noget godt lokalt, men vi skal også gøre vores stemme gældende for at partiet på landsplan bevæger sig i en fornuftig retning.

Mere indflydelse til mennesker

Vi skal skabe stærke billeder af hvad, vi vil med skolerne, sundhedsvæsnet, miljøet og erhvervslivet. Billeder, som de mennesker, der arbejder indenfor det enkelte område, kan se, at de selv kan være med til at realisere.

Jeg tror på, at mennesker, der virkelig vil, kan skabe fantastiske resultater - selv under vanskelige vilkår. Vi skal som politikere skabe rammer for at flere får mere indflydelse på deres egne livsvilkår.


Lars Goldschmidt blæser ild (Sorø 2012) 

Mine erfaringer fra virkeligheden

Jeg kan bidrage til dette arbejde, fordi jeg supplerer med erfaringer fra andre dele af virkeligheden end de, som nu sidder i kommunalbestyrelsen.

Jeg har erfaringer fra:

  • Teater og partiarbejde

  • Danmarks Tekniske Højskole og Copenhagen Business School

  • Miljøstyrelsen, Energistyrelsen og Arbejdsmarkedsstyrelsen,

  • Mærsk Olie og Gas og for forskellige erhvervsorganisationer sidst Dansk Industri.


Jeg håber I vil give mig muligheden for at bruge mine kræfter i kommunalbestyrelsen.


Lars Goldschmidt